2011

Ordet “historisk” blev flittigt brugt i 2011 om alt fra børsnoteringer til valgresultater, men hvilke af årets begivenheder vil i realiteten sætte sig varige spor i historien? Og hvad vil gå mere upåagtet hen, når nu bliver til dengang? Her kommer tre bud indenfor hver af kategorierne, der naturligvis er farvet af, at jeg bor i vesten. Og i Danmark. Historie er ikke en eksakt videnskab.

Historiebogen:

Naturkatastrofer Når noget eller nogen påkalder sig eftertidens opmærksomhed, hænger det ikke sjældent sammen med, at det også har aktuel betydning. Og det vil 2011-menneskets manglende vilje til at vise hensyn overfor natur og miljø utvivlsomt komme til at få for fremtiden. Derfor vil årets naturkatastrofer fra Japan til Australien leve videre, ikke blot som uhyggelige fortællinger om forsvundne byer og familiemedlemmer, men som eksempler på faresignaler, der blev overhørt.

Erik Henningsens maleri "Barnemordet" fra 1886. Hvem skulle have troet, at virkeligheden, og ikke blot museerne, ville kunne byde på den slags i 2011?

Social armod Isolerede misbrugsmiljøer, børnemishandling og seksuelle overgreb der blev overset i årevis, psykologiske og fysiske diagnoser med social slagside, Udkantsdanmark, nedlæggelse af ufaglærte arbejdspladser, teenagere der dræber hinanden, fattigdomsdebat, seriøse overvejelser om hvorvidt der skal opsættes kasser ved landets hospitaler, hvor fortvivlede mødre anonymt kan aflevere deres nyfødte i stedet for at tage livet af dem eller efterlade dem i plastikposer. Når alt dette lægges sammen er der ikke længere tale om enkeltstående tabloidhistorier, men om en tendens, som sandsynligvis vil blive genstand for minutiøse analyser fremover. Hvorfor dette sociale tilbageskridt?

USA ud af Irak Ikke ligefrem en begivenhed der påkaldte sig den store opmærksomhed i 2011s mediebillede. Det vil helt sikkert ændre sig. Irakernes problemer er langt fra løst, men de amerikanske soldaters hjemkomst betyder ikke desto mindre, at USAs militære deltagelse er overstået og dermed klar til at blive behandlet af eftertiden.

Glemmebogen:

Div. sexskandaler (Strauss-Kahn, Carl Gustav af Sverige, Berlusconi, Schwarzenegger, etc.) Som det hedder i en gammel Kim Larsen-sang: “Det har de gjort så mange gange før. Og nu gør de det igen.” Langt snarere vil det blive mediernes rolle i tidens såkaldte “Breaking News”-kultur, som vil fange vores efterkommeres interesse – fx. i form af News of The World-sagen.

Det arabiske forår I kølvandet på kolonitidens afslutning skete der store politiske omvæltninger flere steder i verden. Hvor mange af dem husker vi idag? Ikke mange og det skyldes, at disse pludselige opblomstringer for demokrati og menneskerettigheder i langt de fleste tilfælde hurtigt blev efterfulgt af nye diktatorers opdukken. Det arabiske forår er efterhånden blevet til sommer, efterår og vinter uden, at nogen endnu kan sige noget sikkert om, hvad de folkelige oprør i Mellemøsten og Nordafrika vil få af betydning på længere sigt. De kommende år vil forhåbentligt bringe os tættere på et positivt svar, og hvis revolutionerne viser sig at munde ud folkestyre i en del af verden, der indtil nu ikke har haft tradition for den slags, vil der omvendt virkeligt være tale om en historisk begivenhed.

Mohammed Bouazizi vil næppe blive glemt. Om det, han satte i gang, også vil få ikonstatus, er mere uvist.

Danmarks første kvindelige statsminister Milepælen, der kom for sent til for alvor at blive bemærket og fejret, både i 2011 og på længere sigt.

Jul # 2 – Jødekager

Henover julen er bloggen dedikeret til et kig bagom nogle af de af højtidens fænomener, som jeg i gennem december har hørt familie og venner undre sig over, og som jeg derfor er blevet inspireret til at se nærmere på.

irma.dk

Er “Jødekager” en diskriminerende betegnelse?

Sådan et spørgsmål er jo guf for en mentalitetshistoriker, fordi det sætter fokus på, at et ords betydning til enhver tid hænger sammen med den forestillingsverden, der omgiver det. I princippet kan ethvert ord tillægges en nedsættende betydning, hvis det eller den, det beskriver, står som noget negativt for den, der tager det i sin mund. Jeg vil ikke mene, at ordet “jøde” i sig selv er diskriminerende, da de fleste jøder selv bruger det. Men hvorfor kommer spørgsmålet så overhovedet op til overvejelse?

Det, tror jeg, det gør, fordi vi kender til sammenhænge, hvor ordet “jøde” er blevet brugt som et skældsord, tydeligst i Nazitysklands propaganda. Her var hadet mod jøder så indædt, at der ikke behøvedes adjektiver. Ordet i sig selv var nok til at give negative associationer af den uhyggelige grund, at alle jøder blev skåret over én kam. Samtidigt lever vi i en tid med fokus på at komme religiøse, kulturelle og etniske generaliseringer til livs og så ligger det lige for at overveje, om jødekager mon, ligesom fx. negerboller, kan støde nogen.

De første kilder, der nævner jødekager, er fra 1700-tallet, har jeg kunne læse mig til, men dengang drejede det sig ikke om en småkage, men om en slags krydret bolle, der blev solgt i jødiske bagerier. Da antisemitisme på denne tid var udbredt og langt hen ad vejen statsautoriseret i form af strenge regler for, hvad jøder måtte og ikke måtte, kan man godt argumentere for, at betegnelsen “jødekager” har rødder i en diskriminerende kultur, mens selve ordet “jøde” i samtiden både blev anvendt af kristne danskere, der angreb jøder og af dem, der forsvarede dem, fx. i pressen.

denstoredanske.dk

Hvis det skulle vise sig, at jødekagerne har fået deres navn efter samme mønster som de nu hedengangne jødekage-boller, kan det altså ikke med sikkerhed siges at være en negativt ladet betegnelse. Det samme gælder, hvis navnet er opstået på grund af de krydderier, der indgår i opskriften, sådan som en anden teori går på. Jødekager blev oprindeligt bagt med kardemomme, som i samtiden blev betragtet som et mellemøstligt krydderi. 17/1800-tallets danske jøder stammede ikke fra Mellemøsten, de havde alle europæisk baggrund, men i en tid, hvor Biblen stadig blev flittigt læst, opstod koblingen mellem jødedommen og Mellemøsten let.

I 2005 gav jødekager anledning til en mindre polemik, fordi det kom frem, at “muslimake elever i skolerne” havde nægtet at spise dem; netop på grund af bagværkets navn. I BT blev sagen slået stort op: “Måske bliver kagen nærmest udslettet fra det danske kage-landkort inden længe.”. Noget kunne dog tyde på, at problemet alligevel ikke var så voldsomt igen, for i samme artikel hedder det, at “B.T. er vidende om en elev, der direkte nægtede at spise kagen”. Avisen henvendte sig også til overrabiner Bent Lexner for at få hans syn på kagernes mulige tilknytning til det jødiske samfund i Danmark, og her lød svaret, at der tilsyneladende ikke var tale om en jødisk specialitet. Det sætter spørgsmålstegn ved bageri-teorien.

For mig må den mest sandsynlige forklaring være, at jødekager har fået sit navn af udenforstående, hvoraf nogle sådan set godt kan have haft antisemitiske synspunkter, fordi det lå i tiden, men at navnet i sig selv har en håndgribelig forklaring, nemlig en krydring der har virket eksotisk for kristent-danske smagsløg. Det er efter min mening ikke en historik, der i sig selv kalder på et navneskift. Hvilket der altså tilsyneladende heller ikke rigtigt er nogen, der har bedt om.

Jul # 1 – Hvid jul?

Henover julen er bloggen dedikeret til et kig bagom nogle af de af højtidens fænomener, som jeg i gennem december har hørt familie og venner undre sig over, og som jeg derfor er blevet inspireret til at se nærmere på.

Hvorfor Hvid Jul?

Umiddelbart ligger svaret lige for. Sne er dekorativt, og man kan lege i det. Sne er hyggeligt. Det vidste man allerede i middelalderen, som det fremgår af dette usædvanlige billede fra 1400-tallet af adelsfolk, der slapper af med en sneboldkamp.

En helt anden opfattelse af vinteren finder man dog i den samtidige salme “En rose så jeg skyde”, som stadig vil være på repertoiret i mange af landets kirker i morgen. Her er vi langt fra julekortenes hyggelige, sneklædte landskaber med kaner og skøjtedans.

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spåde
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Bethlehem.

Vinteren er her blevet tildelt rollen som bad guy. Kulden og den frosne jord er symboler på det sjælelige mørke, som mennesket var blevet frelst fra ved Jesu fødsel. En begivenhed, som samtidigt præsenteres som et mirakel af en kaliber, der kan vende op og ned på selveste årets gang. Salmens enkle billede af den mørke, uhyggelige årstid har helt sikkert været noget, rigtigt mange kunne relatere til. Selv på prægtige borge var det almindeligt at have overtøj på indendøre – hvordan har det så ikke været ved juletid på en lille gård? En jul så kold, at der har kunnet falde sne, har altså næppe været forbundet med hygge i helt gamle dage.

Det er først sent i 1800-tallet, at den hvide jul bliver et ideal. Mest ikonisk, set med danske øjne, er nok i denne sammenhæng de første linier af “Peters Jul” fra 1866: “Jeg glæder mig i denne tid / nu falder julesneen hvid / så ved jeg, julen kommer.” Peter tilhører en borgerfamilie, hvor man sandsynligvis har boet i byen i mange generationer (hans “rare, gamle bedstemor” gør det i hvert fald også), men sådan var det ikke for alle byboere på den tid. Tværtimod. Fra midten af 1800-tallet og frem søgte flere og flere mennesker væk fra landet og ind til byerne i håb om at få del i det spirende industrisamfunds muligheder. Mange har derfor i disse år skulle vænne sig til at holde jul i helt nye omgivelser, og i julelampens skær er mindet om det gamle og velkendte derhjemme på gården nok kun blevet endnu mere rosenrødt. Eller skulle man sige – snehvidt. Hvor mad og gaver til en vis grad har kunne genskabes i en lille lejlighed, har det knebet alvorligt med det hvide snetæppe over markerne. At det nationalromantiske borgerskab samtidigt dyrkede bonden som bæreren af den sande danske kultur, har utvivlsomt også hjulpet til med at kanonisere den landlige jul.

Paradoksalt var det netop samme industrisamfund, der havde jaget folk væk fra den landlige idyl, som nu førte dem tilbage, i hvert fald for en stund. En udviklet trykketeknik gjorde det muligt at masseproducere julehæfter og julekort, hvoraf de sidste kunne nå vidt omkring med det nystiftede postvæsen. Mange kort var prydet af sneklædte gårde, kaneture og lignende motiver, og indenfor nogle årtier opstod et fælles ideal om, at den ægte jul naturligvis måtte være hvid. Et mønster der også kendes fra mange andre lande.

Så selvom Jeppe Aakjærs kendte vintersang fra 1916 egentligt tegner et lige så barskt billede af kulden og frosten som “En rose så jeg skyde”, vil de fleste i dag sikkert opfatte disse linier som ren julehygge:

Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.

Der var så dejligt ude på Landet!

“Man skulle tro, at det var et fransk slot,” siger min far og kigger rundt på horderne af børn og voksne, der myldrer ind og ud af Frilandsmuseets gule indgangsbygning. “Og så er det bare nogle gamle, skæve gårde.”

Vi er til “God gammeldags jul” på Frilandsmuseet – tilsyneladende sammen med det meste af Hovedstadsområdet. Det behøver man bare at kaste et blik på den mudrede parkeringsplads, hvor familiebilerne kører i ring, for at konstatere.

Ligesom formodentligt de fleste andre har min far aldrig forventet andet end netop gamle gårde med skæve vægge, så han er ikke skuffet. Til gengæld er han forundret over, at den slags kan blive så stort et tilløbsstykke. Det er jeg på sin vis også, for det plejer jo at være det ekstraordinære – endeløse paladser, symmetriske parker og rober i damask og guld – der trækker folk af huse. Men i disse år har det ekstraordinære fået en markant konkurrent. Autenciteten.

Frilandsmuseet er autencitet par exellence. Her i de dunkle, kolde rum har vores forfædre fremstillet de rustikke produkter – fra kryddersnaps over dybgult smør til grove pølser – som vi i dag betaler formuer for i delikasseforretninger og på gårdmarkeder. Her levede man i pagt med naturen. Her fik ingen stress. Ikke underligt at ham Bonderøven fra tv altid ser så glad og afbalanceret ud. Og I juletiden er her kun endnu mere idyllisk med pyntede stuer og bondens store sulefad, som vi kender så godt fra “Sikken en voldsom trængsel og alarm”. Ringen sluttes på smukkeste vis på Ostenfeldgården, hvor Claus Meyer byder på luksus-flæskestegssandwich.

Som historiker med forkærlighed for netop almuekulturen (eller “almindelige menneskers liv før 1950″, som jeg kalder det), må jeg selvfølgeligt begejstres over, at fedtemadder og olmerdug er blevet hipt, for ligesom de fleste, der giver sig i kast med slægtsforskning, nok inderst inde håber på at støde på en berømthed, har de fleste historieinteresserede også traditionelt opsøgt konger og kejsere og spektakulære slagmarker fremfor vadmelsbønder.

Midt i glæden vil jeg dog tillade mig at give udtryk for en mild bekymring over, ikke udviklingen, men forvaltningen af den.

Jeg kan godt forstå, hvis publikum bruger kvædemarmeladen fra Irma som The Missing Link mellem dem selv og fortiden, og den personlige aha-oplevelse er ofte den bedste indgang til formidlingen af en svunden tid. Jeg synes blot, at historikere og andre med særlig indsigt i gamle dage har en pligt til at supplere med viden om det, der ikke var som nu. Ikke i form af en skræmmekampagne eller løftet pegefinger, men for at give dybde og indsigt.

Pieter Breughel d. æ. malede unikke billeder af 1500-tallets almueliv, som ofte på samme vis af eftertiden opfattes som idylliske udtryk for et nu tabt landligt paradis med dansende bønder og småbyssamfund, hvor alle kom hinanden ved. Ved nærmere eftersyn, man behøver ikke engang kigge særligt godt efter, anes dog en dunklere kontekst. Tilstedeværelsen af soldater og  præsteskab, og ikke mindst disses attitude, vidner om den plads, almuen indtog i samfundet (den nederste, hvis nogen skulle være i tvivl), og selv en uskyldig fremstilling af et bryllup har sin egen tvetydighed set med nutidige øjne. På en dør brugt som bakke bæres skåle med grød ind til gæsterne, for bunden skulle lægges, inden det kostbare kød kom på bordet. Selv til et bryllup.

Det nytter ikke at gøre bønderne til de nye kejser og konger, for selvom de rustikke køkkenredskaber måske for tiden vækker lige så meget beundring som krinolinekjoler, piller det ikke ved, at de to ting ikke kan sammenlignes historisk set. Bondens udstyr havde som udgangspunkt altid et nyttigt formål, i modsætning til en dronnings garderobe, der var skabt til at imponere, så hvis begge dele iscensættes med deres aktuelle lækkerhed som eneste parameter, ryger sammenhængen. Ja, så ryger selveste autenciteten!

Konkret er jeg af den overbevisning, at man for at forstå bondens juleglæde, må have viden om hans hverdag. At det er lækkert med flæskesteg og nybagt brød og masser af god øl og brændevin til, kan de fleste nok sætte sig ind i uden nærmere introduktion, men derfra og så til “sikken Guds velsignelse af mad”…? Hvor kom den begejstring fra? Fra at undvære de fleste af årets andre dage. Afsavnet er også en del af historien om den gamle jul.

Men for pokker – det er et julearrangement! Skal folk absolut belæres om mangelsygdomme og børnedødelighed midt i fest i forsamlingshuset? Og mon ikke de fleste trods alt godt kan se, at der er forskel på hedebondens mildest talt nøjsomme jul og herregårdens hyggelige stuer, hvor fruen har lagt gaverne til sognets fattige frem.

Det kan de sikkert, og ingen tvivl om at Frilandsmuseet yder en kæmpe indsats for at give publikum en troværdig tidsrejse med indbyggede pointer om samfundet dengang. Jeg synes bare, at det fremadrettet er værd at have et par ting for øje i forhold til tidens længsel efter det ægte. Når det, der for få generationer siden var udtryk for små midler (lokalt fremstillede madvarer og praktiske gaver fx.), pludseligt bliver luksus, kan der let opstå misforståelser omkring hvor “dejligt, der var på landet”. Især når fascinationen af det rustikke (sjovt nok!) falder sammen med, at de sidste, der rent faktisk har prøvet at leve bag de skæve vægge, går bort.

PS: Titlen er hentet fra H. C. Andersen, der ligesom mange andre samtidige storbymennesker sværmede for almuens simple liv.

At sanse Dickens

Julen kender alle, mange elsker den endda, og det gør højtiden oplagt som “grundsubstans” i formidlingen af fortiden. De fleste kender sikkert allerede Frilandsmuseets julearrangementer med flot dækkede borde i gårdenes lavloftede stuer og friskbagte småkager og hyggelig juletravlhed i det store køkken hos godsejeren. I år er sidste frist for et besøg nu på søndag, og jeg, der endnu ikke har været derude, krydser fingre for nogenlunde vejr, så vi kan komme afsted.

Skulle det komme til en aflysning, vil jeg dog ikke føle mig i komplet historisk juleunderskud. Det kan jeg takke det utraditionelle trekløver formidler Lise Lotte Frederiksen fra Peter og Ping, scenograf Emilie Nordentoft og det lokale Eriks Bageri for. går var jeg nemlig på Tårnby Hovedbibliotek (også tak til jer!) til arrangementet “Dickens – et juleeventyr”, og selvom det var en engangsfornøjelse, kan jeg ikke lade være med at give det en anbefaling med på vejen – og håbe at succesen bliver gentaget næste år.

Tårnby Hovedbibliotek er udstyret med et rundt “multi-auditorium” omgivet af høje buer, og her var aftenens program sat i scene. Det særlige rum er placeret midt mellem bogreoler og selvbetjeningsmaskiner og fremstår altså ikke som et alternativ til resten af indretningen. Som publikum glemmer man aldrig, at man befinder sig  på et kommunebibliotek, men hvorfor også det, når nu aftenen netop satte en streg under, hvad sådan et sted formår? Det er godt tænkt arkitektur.

I centrum stod den garvede formidler og litterat Lise Lotte Frederiksen, der har gjort det til sin livsopgave at videregive glæden ved god litteratur, så alle kan være med, primært gennem byvandringer,  og som mestrer den faktisk rigtigt svære kunst at pakke viden og analyse ind som ren fortælling. Aftenens tema var Charles Dickens “Et Juleeventyr”, og vi kom både omkring engelske juletraditioner, socialhistorie (fattigdom og børnearbejde i 1800-tallets England), Dickens privatliv, tanker omkring oversættelse og meget andet.

Mange formidlere ville her sikkert have holdt sig til punkt 1 og 3 garneret med lidt oplæsning (noget vi heller ikke blev snydt for), når nu publikum bestod af juleglade mennesker uden særlige litterære eller historiske forudsætninger. Det behøver Lise Lotte Frederiksen imidlertidigt ikke, for hun ejer en særlig evne til at gøre det, der vækker hendes egen nysgerrighed, spændende for andre også. Hun ved, at når du deler din viden med andre og giver dem lyst til selv at gå videre med fx. et forfatterskab, ja, så får du også flere at tale om dine yndlingsemner med.

Bag Lise Lotte Frederiksen var placeret aftenens store overraskelse; et overdådigt engelsk julebord skabt af scenograf Emilie Nordentoft, der lige nu er aktuel med “Peters Jul” på Folketeatret. Den tykke damaskdug var dekoreret med plum puddinds, kristtjørn, gamle julebøger, levende lys i høje stager, granguirlander og gaver indpakket i karduspapir og sejlgarn. Foruden at være smukt og julehyggeligt fungerede bordet også som en referenceramme for foredraget, både når Lise Lotte Frederiksen lånte en gammel udgave af “Et Juleeventyr” fra bordet og læste højt, og når hun med en simpel håndbevægelse kunne vise os, hvad det var, familien i kapitlet (og med dem mange samtidige landsmænd) sådan glædede sig til ved juletid.

Det interesserede og store publikum (dejligt at se fuldt hus til et biblioteksarrangment en, bogstaveligt talt, kold og stormfuld torsdagsaften) var placeret ved små,  dækkede borde foran den oplyste scene. Røde servietter og grangrene sørgede for, at stemningen nåede helt ud i krogene. Det samme gjorde de fine, små plumkager, der var sat frem til os sammen med the og kaffe og virkeligt fuldendte oplevelsen.

Det er ikke mit indtryk, at formidler, scenograf og bager selv havde taget initiativ til et samarbejde; de var blevet ført sammen af biblioteket – et meget vellykket match.

Julen handler om at give og dele og skal jeg beskrive stemningen ved gårsdagens arrangement, er det første ord, der falder mig ind, netop gavmildhed. Og bravo.

En stjernestøvet bog

Tilfældet ville, at jeg mens jeg skrev dette indlæg, kom til at sidde og lytte til denne sang – ret fint…

 

Forleden læste jeg denne – bogstaveligt talt – tankevækkende artikel i Politiken. Tycho Brahe Planetariet vil i nærmeste fremtid sætte to originalværker fra Renæssancen til salg. Den ene er “De Stella Nova” af Tycho Brahe. Om baggrunden for salget fortæller direktør Peter Sevel: “Den (bogen red.) har ligget i en bankboks det meste af den tid, vi har ejet den. Bogen passer ikke i konceptet for den nye udstilling, vi skal til at opbygge. Så andre kan sikkert få mere glæde af den” Af artiklen fremgår det også, at planetariet vil bruge summen, der kommer ind i forbindelse med salget, på netop udviklingen af “et mere fremadrettet science center, der fortæller om planeten Jorden og universet omkring os med udgangspunkt i nutidens rumforskning.”

Når jeg skriver, at artiklen er tankevækkende, mener jeg det virkeligt. Jeg har om ikke ligget vågen den halve nat for at finde ud af, hvad jeg skal mene om planetariets beslutning, så i hvert fald flere gange vendt tilbage til sagen. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg synes, hvilket på sin vis skræmmer mig. En historikers første tanke bør vel være, at det er overfladisk sådan at sætte fortiden ukritisk til salg (bogen kan købes af hvem som helst, bare de kommer med det højeste bud, forsikrer de hos Bruun Rasmussen), og det var min sådan set også. Men min næste tanke havde at gøre med det, en del år i kulturlivet har lært mig, nemlig hvor få penge der reelt er i omløb her. Selv på de store steder. Jeg kender intet til Tycho Brahe Planetariets økonomi, men jeg kan dårligt forestille mig, at visioner og nye satsninger ikke også hos dem er lig med benhård prioritering. Hvilket det tilstundende bogsalg må være et udtryk for.

Min tredie tanke (for det er hertil, jeg foreløbigt er nået) er, at det virker lidt besynderligt, at planetariet fortsat gerne vil bruge Tycho Brahes navn, men altså ikke hans bog. Og ja, jeg mener netop bruge. At gamle, skrøbelige ting ofte flankeres af et små skilte om, at “genstanden ikke må berøres”, betyder ikke, at de ikke skal bruges. Personligt er jeg ikke så vild med gamle ting forstået på den måde, at det ikke er deres patina, der interesserer mig, men den sammenhæng de indgik i dengang, de var nye. Og/eller det de kan give os i dag. Fx. mærkede jeg genkendelsens fryd, da jeg sidste vinter så de grafiske folder fra en 1500-tals hofdragt citeret i en venindes frakke.

Det er en fryd, jeg fornemmer, at Tycho Brahe Planetariet desværre ikke har fundet i “De Stella Nova”, siden bogen aldrig rigtigt er nået længere end til bankboksen. Og det er måske i virkeligheden det, der optager mig mest. For som sagt kan jeg ærligt talt godt følge fristelsen ved at skaffe hurtig kapital til nye, spændende projekter fremfor at gå den sædvanlige, usikre tur i sneglefart til fonde og puljer. Planetariet er en form for udvidet biograf og er som sådan ikke forpligtet til for evigt at beholde en betydningsfuld bog som “De Stella Nova”, hvilket Det Kongelig Bibliotek eller Nationalmuseet fx. helt sikkert ville være. Det er vigtigt at have med i sine overvejelser. Men – hvor er det ærgerligt, at et sted, der af sine idealistiske stiftere Bodil og Helge Pedersen blev opkaldt efter en af de største (hvis ikke den største bedømt ud fra sin egen tid) videnskabsmand, Danmark har haft, og som gør en stor indsats for at formidle rumforskning, ikke har haft ressourcerne til at bruge sit ophav til andet end økonomisk sikring.

Nu vil nogen måske sige, at min holdning hænger sammen med, at jeg som historikere selv vil kunne få en masse ud af “De Stella Nova”. Næ. Jeg kan ikke forstå latin og knap nok bogstaver fra 1500-tallet og har som tidligere nævnt en yderst begrænset naturvidenskabelig viden. Jeg er altså udmærket klar over, at bogen, når alt kommer til alt, vil være svær at dvæle ved i timevis for langt de fleste. Især når den på grund af sin skrøbelighed selvfølgeligt vil skulle placeres bag montrens trygge glas. Men iscenesat som føromtalte science centers kronjul, edderkoppen i spindets midte, rumforskningens hellige gral – det tør jeg godt love ville være helt fantastisk! “De Stella Nova” som toneangivende inspirationskilde til alt fra centrets arkitektur og indretning over dets formidling af moderne videnskab til udformningen af interaktive tilbud og PR . Det kunne blive en enestående fællesnævner. Tænk at sådan en lille bog fra 1573 kunne blive til så meget!

Tycho Brahe var nemlig “a true visionary”, der måtte ned til tidens vildeste mæcen, kejser Rudolf 2., før han endeligt fandt den rigtige arbejdsgiver og kan om nogen, og i modsætning til mange andre af sine samtidige, formidles gennem andet end “Haha, tænk at man troede på den slags!”-undren. I artiklen udtaler astrofysiker Kristian Petersen, som jo må siges at være en fagmand på området, da også, at “Der går en lige linje fra Tycho Brahes arbejde og observationerne, han beskriver i bogen, til det arbejde, vi laver i dag med at observere universet for at forstå dets opbygning og udvikling”. Hvor mange fra 1500-tallet kan helt ærligt bryste sig af det?

Hvis vi skal blive i samme branche,  kan jeg på stående fod kun komme i tanke om én, Leonardo Da Vinci, hvis hus jeg engang har besøgt i Frankrig. Det var noget helt særligt at gå rundt blandt 500 år gamle tegninger af flyvemaskiner og rumraketer, der godt nok aldrig blev til andet end skitser, men som i tanken sprang flere århundrede over. Og jeg lagde mærke til, hvordan dette aspekt skabte et bånd mellem dengang og nu og fik mennesker, der ellers ikke virkede synderligt historisk interesserede, til lige at kigge en ekstra gang. Her var det ikke nutiden, der prøvede at hive noget ud af fortiden. Det gik på en meget syret måde den anden vej rundt.  Jeg læste på et tidspunkt, at skaberen af “Star Trek” efter eget ønske er blevet begravet i rummet, simpelthen sendt afsted som støv i en rumkapsel. På samme måde tror jeg også, at Tycho Brahe ville elske at være repræsenteret på et “fremadrettet science center”…

Teknokrater

I disse dage tales der meget om teknokrater. Det er dem, der kaldes ind for at tage skraldet, når dem, der burde gøre det, politikeren, smider håndklædet i ringen. Teknokraterne er nemlig  ikke rigtige politikere og skal ikke genvælges. Det gør dem velegnede til at udføre ubehagelige manøvrer, fx. markante besparelser og forringelser, hvorefter de rigtige politikere kan komme frem fra skjulet og tage over uden at have fået ridser i lakken.

Det lyder jo som en smart plan, omend man kan diskutere, om den slags hører til i et demokrati, men vil strategien med at gemme sig bag en teknokrat lykkes? Danmarkshistorien taler for og imod, og dagens blog er simpelthen dedikeret til vort lands bedste kandidater til Teknokraternes Hall of Fame.

Katastrofen der ikke stod til at redde

Da den ugifte prins Christian (senere: 2.) i starten af 1500-tallet valgte den smukke, unge Dyveke som sin elskerinde, var der ingen, der løftede et øjenbryn, men da pigens mor, kræmmerkonen Sigbrit Willoms, fulgte med i købet og blev kongens nærmeste rådgiver, var skandalen en realitet. Sigbrit havde alt imod sig; sin væremåde, sin sociale status og, ikke mindst, sit køn. Hoffets adelsmænd var rasende over at skulle tage imod diktat fra en rapkæftet heks, hvor økonomisk erfaren og kompetent hun end var. For indflydelse var noget, man var født til, og Sigbrits magt over kongen måtte skyldes sort magi.

Sigbrit Willoms stammede fra det fremgangsrige Nederlandende, der netop var kendt for sine velstillede - og selvbevidste borgere og bønder. Høstmaleri af Pieter Breughel d. æ. fra 1565.

Christian 2. havde mange visioner for sit rige og ønskede at skabe bedre vilkår for almindelige borgere og bønder, så de kunne stå stærkere overfor netop adelen. Sigbrit var primus motor på reformerne og blev selvsagt endnu mere upopulær hos eliten. Da hun samtidigt støttede kongen i hans aggressive krigspolitik mod Sverige og var ansvarlig for at få kradset ekstra skattekroner ind til formålet, fik hun også resten af af befolkningens had at føle. Sigbrit og kongens parløb kulminerede i Det Stockholmske Blodbad, hvor over 80 højt placerede svenskere på et meget tvivlsomt grundlag blev henrettet. Kort tid efter undsagde den danske adel Christian 2. og angav Sigbrit som den primære årsag. Kongen tog hende ikke desto mindre med sig, da han i 1523 flygtede ud af Danmark. Efterhånden kom det dog til et brud. Christian 2. håbede på fornyet goodwill ved at skille sig af med Sigbrit, men sådan gik det ikke. Da han vendte tilbage til Danmark, var det til fængsel på livstid. Hvad der blev af Sigbrit, vides ikke med sikkerhed, men noget tyder på, at hun endte sine dage på heksebålet i Nederlandene omkring 1532.

Det er synd for kongen

Når adelen kunne opsige Christian 2, skyldtes det, at denne magtelite skulle vælge kongen. Sådan var det ikke 140 år senere, hvor enevælden blev indført. Nu var kongen kun ansvarlig overfor Gud, og aristokratiets magt blev alvorligt svækket. Det gav plads til dygtige og ambitiøse storborgere, og den mest strålende, så længe det varede, var Peder Schumacher, der kom til hoffet i 1663 som Frederik 3.s arkivar. Med raketfart avancerede vinhandlersønnen til kammersekrætær og udformerede Kongeloven, der stadfæstede enevælden. Elleve år, og mange kongevenlige forordninger, senere indtog Peder Schumacher landets højeste post næst efter majestætens; rigskanslerembedet.

Det var ikke til at se forskel på borgersønnen Griffenfeld og en adelsmand med stamtræet i orden. Og det var heller ikke meningen. Maleri af Abraham Wuchters fra 1672.

Den nye position blev ikke kun brugt på politisk arbejde, men også på at sikre familie og venner gode stillinger ved hoffet, og det faldt mange for brystet. Kongen, der nu hed Christian 5., holdt dog hånden over sin favorit lidt endnu. Der var nemlig kun ét emne, som de to ikke var enige om, og her gik kongen da ud fra, at han trods alt stadig havde det sidste ord. Griffenfeld var stemt for, at Danmark indgik i en alliance med Frankrig, selvom det betød, at forsøget på at generobre Skåne, Halland og Blekinge måtte opgives. Det nægtede kongen, og forslaget blev droppet. I hvert fald udadtil. I virkeligheden bibeholdt rigskansleren, der var sikker på, at Christian 5. nok skulle komme til fornuft, kontakten med de franske diplomati, og da det først blev opdaget, faldt Peder Schumacher i total unåde. Nu blev hans gerninger over en bred kam stemplet som kriminelle, også den velkendte nepotisme, og dommen lød på tab af “liv, ære og gods”. Første del af straffen blev ændret til livsvarigt fængsel, men det rykkede ikke ved, at Peder Schumacher fra nu af var en udstødt paria. Den moderat begavede, men populære Christian 5. blev derimod omgivet af sympati. For hvor var det dog forfærdeligt, at den stakkels konge sådan var blevet udnyttet og snydt…

Fra teknokrat til de facto-diktator

Enevælden betød i praksis, at adel og folk måtte tage, hvad kongens ældste søn havde at byde på, og at det i Christian 7.s tilfælde ikke var særligt meget, stod hurtigt klart, da den 17-årige konge kom til magten i 1766. Den store dreng var ikke ubegavet, men helt uden interesse for sin livsopgave. Christian 7. havde haft en hård og ensom barndom, hvilket selvfølgeligt spillede ind, men meget tyder på, at han derudover reelt var sindslidende. En stor ulykke for både ham selv, hans 16-årige dronning og den befolkning, der var afhængige af hans evner. Hoffet var fyldt med ambitiøse mænd, som hjertens gerne ville hjælpe kongen med at løfte det tunge ansvar – og samtidigt få noget ud af det selv. Men de måtte alle træde til side, da Christian omsider fandt sin favorit. Den tyske læge Johann Friedrich Struensee. Struensee var som en del andre samtidige naturvidenskabsmænd stærkt optaget af Oplysningstidens idealer om frihed og lighed og fik nu et unikt spillerum til at føre sine visioner ud i livet. Det blev til en bølge af reformer, der på rekordkort tid skyllede ind over et ikke særligt omstillingsparat land.

Struensee erfarede hurtigt, at trykkefriheden også kunne bruges til kritik af hans eget parti. I dette smædeskrift bliver dronning Caroline Mathilde hånet for at ride i praktisk mandetøj. www.hoersholmmuseum.dk

Trykkefrihed, afskaffelse af tortur og sociale reformer for de fattigste var nogle af emnerne for de nye love, men dét var også en brat fyring af alle ministre, så kun Struensee pludseligt havde adgang til kongen, der nu var så syg, at han skrev under på alt. Kun få forstod, hvad alt det nye gik ud på, og da gennemgribende ændringer af landets ledelse og i militæret samtidigt betød, at mange mistede deres arbejde, fik Struensee store dele af befolkningen imod sig. At gehejmestatsministeren, som med årene blev Struensees fornemme titel, åbenlyst havde et kærlighedsforhold til dronningen og blev far til hendes lille datter, var dråben for de fleste, og da den mægtige mand i 1772 blev afsat ved et kup med den gamle enkedronning i spidsen  og siden henrettet for majestætsforbrydelse, var der ikke mange, som beklagede hans fald. Efter Struensees død blev alle reformer tilbagekaldt, men de mere moderate af hans ideer skulle vise sig at have overlevet i kronprins Frederik, som han havde været med til at opdrage. Det blev nemlig prinsen, der 16 år senere, efter endnu et kup, iværksatte afskaffelsen af stavnsbåndet og på den måde sikrede landets store bondebefolkning øget frihed.